Menu

Fodboldklubber i Roskilde går sammen i fælles tøjaftale

image
22. juni 2018 kl. 13:59

pressemeddelelse:

Roskilde Pigefodbold, RB06 og FC Roskilde udvider samarbejdet og går sammen om at lave en fælles tøjaftale med Puma og Sport24.

Samarbejdet mellem 3 af Roskildes fodboldklubber bliver nu udvidet til også at omfatte en fælles tøjaftale, idet de 3 klubber har indgået en 4-årig aftale med PUMA, der dækker tøj til samtlige hold fra de 3 klubber, der således fra 1. juli 2018 spiller i tøj af mærket Puma.

Aftalen med Puma er lavet via Sport24, der står for den praktiske del mht. distribution og salg til klubberne og klubbernes medlemmer. Sport24 er lokalt repræsenteret i Roskilde med bl.a. en detailbutik på Ro’s Torv.

Samarbejdet er kommet i stand som en naturlig forlængelse af det samarbejde, der gennem længere tid har været mellem de 3 klubber på bl.a. træner- og ledersiden.

De 3 klubber vil fortsat bevare egen identitet mht. trøje- og farvedesign, men fælles er, at de alle de næste 4 år vil spille i tøj af mærket Puma.

”For RB06 er det en glæde at kunne fortsætte et mere end 40-årigt langt samarbejde med Puma – vel nok det længste samarbejde Puma har med en klub i Danmark og samtidigt få Roskilde Pigefodbold og FC Roskilde med ind under samme aftale. Samtidig sikres medlemmerne nogle gode tilbud og bonusser på sports- og fritidstøj. Dette er forhåbentlig kun et skridt på vejen til yderligere initiativer de 3 klubber imellem”, udtaler formand Henrik Andersen fra RB06. RB06 har tidligere haft et samarbejde med Intersport og Puma.

For Roskilde Pigefodbold er det et spændende initiativ, som vi glæder os over og ser frem til skal skabe grobund for yderligere samarbejde med de 2 andre fodboldklubber, udtaler formand Ken Johannesson fra Roskilde Pigefodbold.

”Roskilde Pigefodbold ser frem til at spille i Pumas kendte mærke, og samtidig tilbyde deres medlemmer en række stærke fordele ved at kunne handle hos en lokal sportsudbyder, Sport24 – enten i den lokale butik eller via en onlineportal, som Sport24 og Roskilde Pigefodbold opretter til sine egne medlemmer”, tilføjer Ken Johannesson.

”FC Roskilde ser skiftet fra Nike til Puma som en udvikling i et tættere samarbejde med såvel pigefodbolden som moder- og breddeklubben RB06, hvor det fælles tøjmærke mellem FC Roskilde og RB06 vil blive suppleret med hhv. RB06’s og FC Roskildes logo på begge klubbers spillertrøjer – for på den måde også at styrke relationen mellem bredden og eliteoverbygningen i de 2 klubber”, udtaler formand Bo Tue Knudsen fra FC Roskilde.

Bo Tue Knudsen tilføjer, at dette skridt imellem klubberne viser, at ved at stå sammen og samarbejde kan man opnå bedre betingelser og vilkår til glæde for alle klubbernes medlemmer, bl.a. egen web-shop, særlige tilbud og bonus til medlemmerne ved køb hos Sport24 og ikke mindst en stærkere samhørighed mellem de 3 klubber, der alle har fodbolden som fællesnævner. FC Roskilde skifter fra Nike, der de sidste 8 år har været tøjleverandøren.

De 3 klubbers nye spilledragter vil blive præsenteret ved sæsonstarten 2018/2019.

Yderligere information kan indhentes hos følgende:

Roskilde Pigefodbold ved formand Ken Johannesson, T: 31 40 00 95
Roskilde Boldklub af 1906 (RB06) ved formand Henrik Andersen, T: 29 44 40 67
FC Roskilde ved direktør Claus Grønborg, T: 20 22 79 69

 

 

 

Luk