STANDERHEJSNING
Lørdag eftermiddag var der standerhejsning i Roskilde Idrætspark. Standerhejsningen er tegnet på at det nye år nu er i gang og arrangementet startede med at alle samledes på Torvet ved flagstangen og de ca. 40 medlemmer måtte lytte på formandens nytårstale.
Formanden startede med at snakke om bestyrelsesarbejdet og kom ind på arbejdet med at hverve Ungdomssponsorater og berørte derefter julestævnet samt vores nyeste tiltag, nemlig et stort ungdomsstævne i 3-, 5-, 7- og 9-mands fodbold i Idrætsparken på Kr. Himmerlfartsdag, den 2. juni 2011.
Nye Leveregler / velkomstfolder er et andet af de tiltag der er påbegyndt her i 2011 samt arbejdet med at få udarbejdet ?Den blå / hvide tråd? et redskab for at finde en linie i arbejdet fra de yngste til de ældste.
Berørte herefter Udskiftning i bestyrelsen, da Henrik Batman måtte stoppe grundet helbredet og indsættelse af suppleanten Henrik Andersen. Til den kommende generalforsamling der er flyttet til den første mandag i marts skal vi alle ud og finde en ny kasserer til bestyrelsen, da Ole Madsen har valgt at stoppe efter kun et år, også det på grund af helbredet. Endvidere har vi hele året kun haft en revisor og også på dette punkt skal vi have suppleret op.
Et af de nye tiltag i 2010 var afholdelse af Medlemsmødet (halvårsmøde) i august måned, men det var med en katastrofal opbakning, så her har vi en opgave. En af de ting som er klart forbedret i 2010 er vores hjemmeside, hvor Lisbeth Henriksen har fået godt styr på denne og vi er sikre på at vi i 2011 skal få stor glæde af denne hjemmeside, som alle kan være med til at præge. Også nyhedsbreve var et nyt tiltag i 2010 og også på denne front kan vi blive bedre. Især arbejdet med at få mange flere til at modtage dette nyhedsbrev.
En sag der nu har varet i mange år er problematikken omkring leasing af vores kopimaskine og bestyrelsen deltager i retssagen, der er berammet til den 25. maj 2011.
Vi ansøgte om at kunne deltage i Festival 2010, men det lykkedes desværre ikke, men vi forsøger igen i år. Men afholdelse af DBUs Fodboldskole bliver formentlig en realitet i Uge 31 og vi har samtidig søgt om at blive vært for DBUs Mikrofodboldskole i maj måned.
Klubbens regnskab og arbejdet med at forbedre sidste års resultat er en stor del af bestyrelsesarbejdet og bl.a. arbejdet omkring Kontingenter er en tidsrøver, men vores eneste indtægt, så den er rigtig vigtig. En af konsekvenserne ved dette er ophør af dameseniorholdet, da der kun var en lille håndfuld der betalte kontingent og dermed kunne vi ikke ansætte trænere eller gøre noget andet for disse spillere.
Også FC Roskilde skulle have ord med på vejen og det er med stor optimisme vi ser frem til at sponsorarbejdet i FC Roskilde er i stand til at få en kunstgræsbane ned i Idrætsparken i løbet af et års tid.
Samarbejdsaftalen skulle være færdiggjort inden årsskiftet, men tvisten om betaling for vask er skyld i at der endnu ikke er lavet en færdig aftale. Aftalen vil også omhandle FCRs hjemmekampe, brugen af lokalerne i parken, og en del nedsatte samarbejdsudvalg som skal i arbejdstøjet snarest muligt.
Klubhuset har, udover den daglige drift, haft et par store arrangementer som U 16-landskamp og Roskildegardens jubilæum. Vi arbejder i øjeblikket på en ombygning af salgsområdet/køkkenet og der foreligger forslag til en sådan med en udgift på ca. 125.000 kr.
Også DBUs Licenssystem, om forbedrede køkkenforhold m.v. betyder at vi er mange omkring ønsket om en udvidelse. Også lektiehjælp er et af vore nye tiltag i 2011
Sluttelig berørtes de sportslige resultater fra 2010, hvor der er set mange store præstationer, men de bedste var Årgang 01 som Landsmestre i indefodbold og for dette modtaget Nordeas Idrætspris på 4.000 kr. Årgang 94 blev sjællandsmestre i Mesterrækken og vandt samtidig SBUs pokalturnering og er til den nye sæson rykket op i 2. division. For foråret 2011 gælder at vi alle håber, og arbejder på, at vores serie 1-hold lykkes at rykke op i Sjællandsserien.
Efter denne nytårstale gjaldede klubsangen, samtidig med at næstformanden sørgede for at klubbens flag nu igen vajer på Stadion og med et afsluttende RB-hurra gik alle i klubhuset hvoraf halvdelen af de fremmødte også havde bestilt Forloren skildpadde til en halvtredser.
Så er sæsonen i gang og vi ønsker jer alle et rigtig godt 2011.
Carsten C. Nielsen
Formand